I marts måned 2012 gennemførte jeg som klinikejer en større ombygning og nyindretning af Køge Tandklinik, Nørregade 1, Køge, der er arbejdsplads for tre tandlæger, to tandplejere og fire klinikassistenter. I forbindelse med planlægningen og gennemførelsen af ombygningen og nyindretningen af Køge Tandklinik fik jeg bistand fra indretningsarkitekt Marina Lykkesten, som jeg fandt frem til, efter at have set en artikel i et tidsskrift om en anden tandlægeklinik, hvor hun havde være indretningsarkitekt. Marina og jeg har i hele forløbet haft et virkelig godt samarbejde. Marina er kommet med mange og gode ideer, som jeg ikke selv ville være kommet på, og hun har i hele processen formået at få mig selv til at gøre mig grundige tanker om klinikken og dens indretning. Marina er en dygtig sparringspartner, som både lytter, men også siger sin mening. Marina har set klinikken som en helhed og været i stand til at få mest ud af en relativ begrænset plads. Hun har samtidig haft en god forståelse for, at der er tale om en arbejdsplads, som skal fungere for medarbejderne, og hun har tænkt både kreativt og praktisk. Marina er meget opmærksom på at overholde aftale tidsfrister. Hun melder hurtigt tilbage og følger op på indgåede aftaler. Medarbejderne, patienterne og jeg er alle meget glade for det endelige resultat, og hvis jeg en anden gang får brug for en indretningsarkitekt, så vil jeg med stor glæde trække på Marina igen.